Standup.dk - jeg elsker Zulu!

"Jeg er så træt af gamle mennesker, der ikke kan finde ud af at bruge et hævekort. Det er jo kun 4 cifre, come on, hvor svært kan det være at huske?... Jamen moderne teknologi er svært at vænne sig til!... Nåårh ja, nu har I jo også kun haft 20 år til at vænne sig til det, come on, giv en chance...
Det værste er bare at disse mennesker er de selv samme mennesker som stemmer Dansk Folkeparti med begrundelsen: Vi skal ikke have alle de indvandre ind i Danmark, de kan jo ikke tilpasse sig til vores moderne samfund!"

Elias Ehlers - min kommende mand!

Alle gode gange 3...

Denne historie starter en mørk og skummel fredag formiddag...

Tidlig "fri" fra skole... (Nåårh ja... det er vel fredag og abstinenser tæller vel også som sygdom... nej?...)

Weekenden er afsat til et bestyrelsesmøde... Jeg er nemlig blevet valgt ind i bestyrelsen i Elevforeningen på min gamle højskole... Så har jeg nemlig en god grund til at dukke op på skolen ca. 8 gange årligt...

Godt nok er mødet først kl. 10 dagen efter, men man argumentere da aldrig imod en god grund til at drikke sig møgstiv... plus, uden transport, så kan jeg også sove det længere og derved være nogenlunde levende til mødet... eller det er i hvert fald et af mine argumenter!

Af sted det går... endelig fremme. Møder mine to venner, som arbejder i køkkenet allerede fra før jeg gik der. Vi hilser pænt og snakker lidt om skolen nye efterårs hold... (forresten, fik jeg nævnt at det er en international højskole, der deler lokaler med en international landbrugsskole... Dvs: 10% dansker 90% fra hele verden)

Der snakkes lidt om hvilke nye spændende nationaliteter der går på skolen dette år og straks får jeg at vide at der er en ny brasiliansk fyr på holdet... (Fik jeg nævnt at min ekskæreste er brasilianer... og ekskæresten før ham, er mexicaner... begge scoret på selvsamme højskole! Er der andre end mig der ser et mønster her?)

Selvfølgelig skulle vi lige igennem den sædvanelige Lolle-tænder-på-sydamerikanere-så-derfor-score-hun-også-dette-eksemplar-prædken! Benægter dog hårdnakket... Ordsproget "Been there, done that" bliver repeteret den del gange!

Vi spoler videre frem til aftenen... Efter aftensmad er der tid til at gøre sig klar og efter 1½ times kamp med mascara, fladejern og en kjole der ikke helt nåede at blive strøget inden jeg kom af sted, opgiver jeg og begiver mig af sted til forfesten hos min ven fra køkkenet. Her møder jeg et par stykker af skolens nye elever... En filippiner, en polak, en holænder, en canadier, en australier og et par danskere... Men ingen brasilianer... (nårh ja, men har vel lov at kigge...)

Adskillige tequila shots senere begiver vi os i højskolebaren. Leder stadig efter før omtalte brasilianer... nu er nysgerriheden skærpet.. hvor bliver han dog af? Vil bare gerne se ham og bekræfte mine venner i at jeg ikke springer på alt der har en dråbe latin-amerikansk blod i årene...

Mange drinks og underholdende samtaler senere bliver jeg pludselig hevet i armen af en af køkkenvennerne... "Der er han... ham brasilianeren" vender hovedet og forventer at se et gudeskønt eksemplar af den brasilianske race, men nej nej... der står en blegfis med langt lyst hår i den bedste heavy metal stil...

"Okay, behøver da vist ikke være bange for ikke at få modbevist jeres teori om mig og sydamerikanere... " Vender mig skuffet om og forsøger at vende tilbage til festen... men min ven giver ikke op... Han vil have sin teori bevist, så han præsentere mig da for den unge emo-kid-wanna-be med ordene "Hi Thiago, meet my friend, she has just been 5 weeks in Rio De Janeiro and really likes brasilians... Go for it"... ??? Arhjmen TAK!

Nu bliver jeg jo nød til at snakke med knægten... Heldigvis viser det sig at han også ryger og da baren er en ikke-ryger-bar, har jeg ledt efter en at ryge med hele aftenen... I det mindste ryger han... Emo-knægten er da ikke helt håbløs! SÅ vi går udenfor.

40 min og 5 cigaretter senere kommer vi indenfor igen og må indrømme at ordsproget "Du må ikke skue hunden på hårene" har aldrig passet bedre en lige NU! Han var jo faktisk slet ikke så dum endda... og vi snakkede faktisk ret godt sammen! Indenfor igen, hiver knægten en flaske cachaça (Brasiliens svar på snaps) frem og spørger om jeg ikke vil have et shot... "Jo tak" Efter et 5 minutter langt fordrag om cachaça i Brasilien, spørger han om jeg ikke vil have endnu et shot med ham...
Puha, det var ret stærkt... Prøver forsigtigt "It's good, but really strong" "Well as we say in Brazil, saúde!"... Og et blev til to og to blev til alt alt ALT for mange!

Herfra bliver aftenen en smule sløret, men kan dog fortælle hovedtrækkene...

Kommer pludselig til at se mig omkring i baren og opdager at de fleste andre er gået i seng... Kommer så også i tanke om mit bestyrelsesmøde, kl 10. næste dag. Siger til Thiago at nu må jeg vil hellere til at komme i seng... Han smiler og spørger om han skal følge mig ned... (HMMMM...!!!!!) Efter lidt betænkningstid bliver jeg enige med mig selv om at det må han godt. Mit værelse ligger et stykke væk fra baren og der er faktisk ret så mørkt, plus jeg er ret så sikker på at min promille er større end min IQ på dette tidspunkt, så lidt selvskab til at lede mig på rette vej ville nok ikke være verdens værste ide!

Efter en dejlig gåtur gennem skolens område er vi endelig fremme ved min dør... Hvad der sker herefter kan jeg faktisk ikke huske, men jeg vågner dog næste dag til den irriterende lyd af mit vækkeur... men vent... det er ikke mit vækkeur... det lyder som en mobil der ringer, men det er ikke min ringetone... åbner langt om længe mine øjne og ser... Har du gættet det?... Jeps, jeg sov åbenbart ikke alene!!!

@&*#£4$¤%&@

Som om det normalt ikke er akavet NOK dagen derpå... Nu bliver det dobbelt op på akavet... For nu skal jeg fortælle ham at mine venner havde forudsagt dette og da jeg helst ikke vil mobbes RESTEN af mit liv, syntes jeg vi skal holde det mellem mig og ham... Vælger en lidt pænere udgave af hele historien og han griner lidt af mig, men virker okay med det...

Nu går operation snig-fyren-ud-af-døren-uden-de-andre-elever-der-sover-lige-overfor-opdager-det igang! Og det går også meget godt indtil Thiago løber direkte ind i en af de japanske eleverne ude på gange. Heldigvis en der ikke kender mig... Så Thiago forsøger at overbevise hende om at hun ikke skal sige noget videre til de andre... Desværre hun ikke så god til engelsk, men til sidst forstår hun det (vist nok)... So far so good!

20 min senere ankommer jeg til spisesalen hvor der serveres morgenmad. Mens jeg får svinget rundstykker op på tallerkenen, kigger jeg mig diskret omkring og får øje på Thiago... Hilser med et høfligt "Goodmorning" da jeg passere hans bord, på vej ned til det bord mine køkkenvenner har sat sig ved. I det jeg sætter mig, lægger jeg mærke til at Thiago forlader spisesalen...

Velkomst kommentar:
"Nåårh... du var da pænt stiv igår hva...?"
"Puha, ja er også ret træt idag..."
"hvad skete der så med dig og Thiago igår?"
"Ingenting... vi snakkede bare"
"Hmm... sikkert... "

Efter yderligere 20 kommentarer og benægtelser om aftenen før, kommer den japanske pige, Tiago stødte ind i, op til mig "Exkoose me miss, Thiago lose this back in coridor... Please give him?" får hun fremstammet på sit bedste engelsk, mens hun dingler et læderarmbånd med navnet "Thiago" foran mig... Jeg kunne have gravet mig ned, men heldigvis er mine venner vist ramt af tømmermænd... i hvert fald er der ingen af dem der siger noget. PHEW!

Vi får spist færdig og er på vej ud af spisesalen da endnu en elev kommer hen... En af dem fra forfesten igår (som forøvrigt også er Thiagos bedste ven)... Han smiler mistænksomt meget til mig og prøver på at skjule sit grin, mens han hvisker noget til min ven... Åh oh... thats it... I'm dead! Min ven griner højlydt af hvad der bliver hvisket og mit hjerte sidder nu helt oppe i halsen. Farvel normale liv og goddag til livet i mobbehelvede de næste 10 år!

Hviskerriget overståes og min ven forsætter ud af spisesalen...
..............................Hva?... Ingen latterkramper? Ingen "I told you so!"? ingen bemærkninger?... Indhenter ham og spørger forsigtigt...
"Hvad handlede det om?"
"Nåårh, bare en af eleverne der hvis ikke sov på sit eget værelse i nat"...
(SHIT SHIT SHIT he knows...)
"Nåårh... hvem?" "Bare en af japanerne..."
PHEW! Okay.. det var ikke om mig.

Klokken er nu blevet 10 og det er tid til mødet - går over og mødes med de andre... De første 5 minutter bliver der snakket lidt om hvad der skete aftenen før og jeg bliver selvfølgelig også udspurgt om der ikke skete noget med mig og "ham den langhåret"... Benægter hårdnakket, men det lægger kun op til endnu flere kommentare og lægger mærke til at der bliver grint rimelig meget hver gang jeg benægter... Men okay... tænker ikke så meget over det... Hjernecellerne er stadig lidt blanke...

7 laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaange timer senere er mødet over, men nu til dagens marreridt... Under aftensmaden skal bestyrelsen præsenteres for hele skolen... dvs 200 elever! Godt man ikke har sceneskræk... Nåååh nej, det har man jo! Anyway, der er ingen vej udenom... Op foran alle de mange mennesker... Forsøger dog at stille mig lidt i baggrunden!

En efter en bliver vi hevet frem og præsenteret... har heldigvis fået stillet mig i den rigtige ende, så jeg er tilsidst... YAY

Manden med mikrofonen: "And last but not least, we have Lolle who some of you might know a bit... And from what I've heard trough the wall of my room last night, Thiago knows her pretty well!!!!!!!!"

WTF????

Salen bryder sammen i latterkrampe... Åbenbart er Thigao og jeg de eneste der ikke har hørt rygtet om at vi var sammen sidste nat og vi har muligvis begget været så fulde at vi måske har været en smule højlydte og derfor har vækket hele gangen.... $@#£¤$%&@

Pointe: Lad vær med at score brasilianer på en højskole... DON'T DO IT!

Velkommen til!

Så skete det... Lolles Dagbog så dagens lys! Pænt goddag og velkommen til min blog!

Håber I vil tage godt imod mig, da det er første gang jeg forsøger mig ud i blogskrivningskunsten!

En hurtig introduktion: Jeg hedder Lolle, er 23 år, kommer fra Århus, er single, elsker hygge med veninderne, musik, shopping, søde fyre, god aften i byen, en lang diskussion om livets store spørgsmål... kort sagt, en ganske normal pige! ...og så var det vist nok med kontaktannonce-beskrivelsen

Hvad bloggen helt bestemt kommer til at indeholde er ikke helt sikkert endnu... men noget hen i retning af sjove historier og hvad jeg nu ellers lige syntes passer ind!

Første og eneste regl (indtil videre i hvert fald) her på Lolles Dagbog: ALDRIG tag det jeg skriver seriøst! Det hele er ment som en måde at få folk til at grine på...

Når det er sagt, så syntes jeg næsten vi skal tage hul på den første historie...

Den udspiller sig en mørk og skummel lørdag aften...

Min mor var taget afsted på ferie, så jeg var alene hjemme og alle ved jo at alene hjemme = fest, det er en god regl man lærte i teenage-årene! Så havde planlagt en fest, inviteret de første 10 mennesker og bedt dem om at tage en eller flere venner med hver (masser af singlefyre ;) Fik jeg nævnt jeg er single) - god opskrift på en sjov fest, hvor man kan møde nye mennesker!

Havde brugt hele dagen på at rydde diverse af mors rædsler væk og forsøge at få mine små skod højtalere, fra Netto til 99 kr, til spille på et lydniveau, så man rent faktisk kunne høre sangen, uden den her herlige skrattelyd!

Kl. 19 træder de 5 nærmeste venner ind af døren hos mig (resten af gæsterne kommer senere). Alkoholen kommer hurtigt på bordet og efter mit første glas vin, går det op for mig at jeg har haft så travlt med førnævnte højtalere, at jeg helt har glemt aftensmaden! Hmmm... det går nok, nu er jeg jo ikke teenager mere, så bliver enige med mig selv om at jeg bare skal blandet lidt sprite i vinen og lade være med at drikke i havne-arbejder-slurke! So far so good!

Venner laver lidt grin med situationen... fest hos forældrene, fordi de er rejst på ferie... Når vi alligevel er så tæt på at holde en nostalgisk teenagerfest, så skal der altså også spilles drikkespil! Valget falder på "Træmand" et terningspil, der (som drikke spil nu engang gør) går ud på at drikke hinanden fuld, HURTIGT!!!

Fik jeg nævnt at jeg drak hvidvin på tom mave?... og nu er igang med drikkespil... Inden jeg får set mig om, er jeg totalt tilbage i teenageårene, pløre stiv, hoppende op og ned til Nik & Jay! Da resten af gæsterne kommer, er jeg allerede godt fuld. Festen går fint (det jeg husker) og senere tager vi ind til byen, hvor vi bowler...

Under bowling får jeg i hvert fald ikke imponeret nogle af fyrene, da jeg i min fuldskab, klager højlydt over min tommelfingernegl der er blevet flået af under mit sidste forsøg på et skrue-kast, får smidt en kugle over på en anden bane OG det lykkedes mig også at træde ud på den glatte del af banen og skvatte, lige så lang jeg er - i bedste Sys Bjerre stil.

Efter bowling, bliver vi enige om at forsætte ned i byen, nærmere bestemt, et diskotek ved navn Train. En af vennerne har glemt id, men bor heldigvis tæt på byen, så af sti afsted hjem efter id. I mellem tiden går vi andre ned mod byen... Her ombestemmer vi os og går i stedet på Gaz Station.

Derinde, får min veninde mit dankort og går i baren for at købe drinks, da hun kommer tilbage glemmer hun at give mig dankortet tilbage! Vi får drukket lidt mere og pludselig ringer min telefon, det er vennen der gik hjem efter id.

Ven : Jeg er kommet ind, hvor står du?

Lolle : Står ved baren

Ven : Hvilken bar?

Lolle : Øhh... den store bar (og tænker ved mig selv... Der er da kun en bar på Gaz Station??? Nåå ja, måske har de en ude bagved, who knows)

Ven : Okay jeg kommer nu

--- 5 min senere ---

Telefonen ringer, vennen igen!

Ven: Jeg kan altså ikke finde dig, hvilken ende står du i?

Lolle : Står i den ende ved poolbordene

Ven : Poolbordene??? Der er da ingen poolborde på Train!!!!

Til alle de langsomme: Vi har sgu glemt at fortælle fjolset at vi gik på Gaz Station i stedet...

Vennen kommer langt om længe ind og min veninde (hende der før lånte mit dankort) går i baren for at købe en øl til den stakkels ven vi glemte alt om.

I baren får hun sin øl og tager sit dankort frem for at betale... "Afvist"... Hun prøver igen "Afvist" 3 gang er lykkens gang "Afvist" lige præcis i dette øjeblik, går det op for hende at hun har taget MIT dankort og tastet sin egen kode!!! Konklusion: Mit dankort er spærret!

Da hun kommer tilbage til bordet, rækker hun mig mit dankort og siger at der måske er lidt bøvl med det... I larmen og min fuldskab, vælger jeg ikke at spørge ind til det, men putter bare kortet i pungen!

Mange øl, smøger og pinlige optrin senere, beslutter jeg mig for at nu er det vist på tide at gå hjem! Får hurtigt sagt farvel og bevæger mig straks mod banegården aka. taxaholdepladsen! Efter en gåtur gennem strøget, der føltes evig lang (muligvis fordi jeg tog den i zigzag) når jeg endelig frem til en laaaaaaaaaaang taxa kø, 5 smøger og 8 klamme scorebemærkninger senere er det endelig min tur.

Sætter mig ind, får forklaret adressen og hjemad det gik! 22 min senere, holder jeg udenfor min hoveddør! Home Sweet Home... men nej! Nu kommer vi til betalingen. "130 kr tak" Rækker ham mit dankort... "Det er afvist"... What... ej prøv det igen... "Stadig afvist, har du et andet kort?" Cirka her, går det op for mig at jeg skulle have lyttet lidt bedre efter da min veninde sagde noget om mit dankort! Øhh nej desværre... Hvad gør jeg så? Kigger på ham med store hundeøjne... "Kan du slet ikke betale?" Nej desværre, kan måske du lave en regning...? "Nej!" Taxamandens humør er nu faldet til omkring -20 grader. Forsøger at virke så hjælpeløs som mulig, men intet hjælper! Åbenbart er der en uskreven regl blandt taxachaufføre... Når kunderne ikke kan betale, kører man dem tilbage hvor de kom fra! Great! So close and yet so far!

Så kl. lort om morgen, står jeg tilbage i midtbyen! Tager min telefon frem for at ringe til en ven og spørge om jeg kan crashe der, men lige i det jeg ringer, løber den tør for strøm! NOOO! Ingen penge, inden mobil, 6 km hjem og 2½ timer til morgenbussen... Hvad gør man nu?... Man GÅR hjem!!

Næste morgen vågner jeg op hjemme i min seng, med en ånde der ville få en drage til at skamme sig, en hovedpine der udtrykkeligt føleles som om, en eller anden har glemt en skruetvinge omkring mit hoved, en knækket tommelfinger negl, der bløder og gør mega NAS, ondt over HELE kroppen, specielt fødderne og en meget underlig følelse af at jeg var en anelse pinlig igår...


Leder desperat efter min mobil, finder den, ringer til en af vennerne fra igår...

Ven : "Hvad så stive æsel, så er du endelig vågen... hvordan har hovedet det idag?"

Lolle : (stadig ikke helt vågen) Hva?... Nåå... Jaaa... Det var en sjov aften...

Forsøger at virke som om jeg havde kontrol over situationen HELE aftenen

Ven : Ja... Hva... du var da vist ret glad for Martin, hva?

Lolle : Martin?...

Who the fuck er Martin?

Ven : Ja ham den høje lyshåret jeg havde med, ham du snakkede med det meste af aftenen...

Lolle : ... Nååh ja...

Svagt husker jeg en samtale med en fyr, men kan slet ikke sætte ansigt på ham!

Lolle : Han var da meget flink, men jeg fik vist lidt for meget at drikke igår... Kan ikke rigtig huske hvad vi snakkede om...

Forsøger forsigtigt at lokke detajlerne om aftenen ud af ham, uden at miste alt for meget af min værdighed

Ven : HAHA! Det siger du ikke... Du var ret fuld i går... Har mange sjove billeder af dig!

For sent med den værdighed!

Ven : Martin syntes du er meget sød, og vil gerne møde dig igen...

Utroligt at nogen stadig kan finde mig tiltrækkende efter ½ flaske vin, ½ flaske rom + det løse øl!

2 timer senere, har Martin fået mit nummer og en date er blevet arrangeret den følgende dag. Vi skal mødes kl. 12 ved et bestemt torv... Men SHIT, jeg kan jo ikke huske hvordan fyren ser ud! Ringer straks til vennen igen. Kryber til korset og fortæller ham alt... Efter 10 minutters latterkrampe, siger han: "Du kan bare tjekke mine venner på facebook, søg på Martin, så kan du se et billede af ham!" (Så klog den knægt er, nogen burde indstille ham til Nobelprisen!) Som sagt, som gjort! Han ser da meget sød ud, scanner hans billede på nethinden, så jeg kan genkende ham næste dag!

Næste dag: Vækkeuret ringer selvfølgelig 20 minutter for sent og efter et hurtigt bad, opstår tøjkrisen... Men efter 10 minutters desperat forsøg på at se bare nogenlunde charmerende ud, kommer jeg frem til følgende: Manden har set mig sprit stiv dagen før og af en eller anden grund, syntes han stadig jeg er charmerende... Konklusion: Kunne tage en kartoffelsæk på og han vil stadig finde mig tiltrækkende!

Kun 2 minutter for sent på den, løber jeg over til bussen. På vejen derind forsøger jeg at hente hans billede frem på nethinden... Han var vist lyshåret var han ikke?... Det skal nok blive en fantastisk date!

Ankommer til mødepunktet til tiden, men han er ikke kommet endnu. Yes, så er det op til ham at huske mig, The Pressure is off! 2 minutter senere, høre jeg "Hej", vender mig om og forventer at se Martin, i stedet står der en ukendt fyr. Måske fordi jeg kigger lidt forvirret på ham, vælger han at prøve med Hej igen, men denne gang udvider han det til "Hej Lolle"... Okay, han kender mit navn... hmm... min hjerne kører på fuld kraft... kender jeg denne fyr? Han kender åbenbart mig... men hvordan?

Da situationen er ved at blive en smule akavet, lader jeg som om jeg kender fyren, giver ham et knus og siger hurtigt "Gud hej, kunne ikke genkender dig! Jeg har desværre ikke så meget tid, da jeg står og venter på en" Han kigger underligt på mig "...Mig forhåbentligt" siger han og griner lidt usikkert, måske i forhåbning om at jeg jokede. Lidt forvirret stirrer jeg på ham... "Kan du ikke genkende mig? Spørger han... Nu er situationen helt håbløs... kan jo ikke sige ja... For jeg har INGEN anelse om hvem fyren er. Vælger til sidst at være ærlig "Tja... nej ikke rigtig desværre, burde jeg det?" Han griner lidt... "Var du virkelig så fuld? Det er mig, Martin!"

Øhh... WHAT? Men... Jeg så jo selv billedet af Martin på facebook og det her er bestemt ikke ham! Han mærker min mistro og kigger underligt på mig... "Men jeg så jo billedet af dig på facebook" "Hva?" Han er tydeligvis mindst lige så forvirret som mig... Forklare ham hele situationen med at jeg så hans billede på facebook. Han begynder at med det samme at gå fuldstændigt i latterkrampe!

Efter en meget lang og meget pinlig samtale går følgende op for mig: Åbenbart var min hjerne stadig er skadet af alkoholforbruget fra dagen før, da jeg søgte på Martin på facebook... Derfor valgte min hjerne at overse at min ven har 2 venner på facebook ved navn Martin... !!!

Og hvad kan man så lærer af det? Tjek aldrig Facebook med tømmermænd!