Forleden dag skulle jeg flytte mig fra A til B, en afstand der ikke kunne klares på gå-ben, eller det kunne den, men ikke af MINE gå-ben... ergo = bus.
Bussen kom til tiden - thumps up Midttrafik - og jeg satte mig ind. Bussen var næsten tom, foruden mig og chaufføren, var der kun 3 andre i bussen. Godt med plads til mig.
Et par stop efter stiger en lidt rund, ikke-dansk dame ind. Ikke noget racistist... jeg konstatere bare at damen talte et andet sprog end mig og derfor nok ikke var dansk.
Selvom bussen er mere tom end Anni Fønsby's hoved, vælger damen alligevel at sætte sig LIGE ven siden af mig...?
Jeg undre mig lidt over at hun vælger lige præcis dette sæde, når der nu er mindst 25 sæder nøjagtig magen til, hvor hun ikke behøver sidde klistret op ad mig. Jeg drister mig til at vende hovedet og kigge på hende, måske kunne det give mig en forklaring på hvorfor hun satte sig der.
I det jeg vender hovedet, vender hun også hovedet, kigger på mig... OG SMILER?... what?
Min hjerne arbejder på højtryk... hvad har denne dame i tankene?
5 min efter er min paranoia på højde med atmosfæren og jeg er ude i tanker som "Er hun mon lesbisk? Eller måske vil hun have min pung?"
Pludselig slår det mig... ÅHH nej... Det unævnelige er sket!
Jeg er blevet ramt af Danmarks folkesygdom numero UNO... Berøringsangst.
Danmark er et af de eneste lande i verden, hvor man helt ikke skal have folk for tæt på. "Uha da, nej nej... jeg har det fint herovre mindst 4 meter væk fra alle mennesker"
Hvad er det vi er så bange for? At de vil hugge vores ting? Er vi VIRKELIGE så paranoide? Det kunne jo også bare være at de bare GIPS ville være menneskelige!
Vi mennesker SKAL have kontakt, vi er et flokdyr og har alle dage været et flokdyr.
No wonder så mange mennesker i Danmark er ensomme - hvis de prøver at søge kontakt hos "fremmed" får de skulene blikke.
Min gode ven fra Mexico er nu bosat i Danmark, men mange gange har han været tæt på at hoppe på det første og bedste fly hjem, fordi vi danskere bare er for skøre. Når han prøver at snakke med mennesker og skabe nye kontakter får han altid de samme blikke.
Danmark er et af de eneste lande i verden hvor ens venner KUN er folk man har gået i skole med, arbejdet sammen med eller kender gennem venners venner. Hvor mange venner har du, som du bare har mødt tilfældigt på gaden?
Jeg er meget glad for at bo i Danmark, men ikke altid er jeg lige stolt af at være danskere og lige præcis det øjeblik var ikke et af de stolte.
Så der sad jeg, lidt flov over mig selv og med en dårlig smag i munden... og så tog jeg en beslutning! Bare fordi jeg er dansker behøver jeg ikke arve folkesygdommen. Så jeg vendte mig igen, smilede og sagde "Hej"
Heldigvis svarede damen igen og 13½ minut senere blev jeg inviteret til hjemmelavet falaffel. BINGO and IN YOUR FACE sociale arv!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar